Bedre boldkontrol i fodbold: modtagelse, første berøring og de 3 trin frem til modstanderpres

Forestil dig en helt almindelig situation. Din spiller står på midtbanen, afleveringen er på vej, og modspilleren i ryggen begynder at sprinte. Ikke fordi han kan nå bolden. Men fordi han venter på, at bolden springer fra foden.

Det er ingen tilfældighed. I coachingmaterialet til forsvarsspillere står den dårlige første berøring som en selvstændig udløser: En teknisk fejl hos modstanderen venter man ikke på, man forudser den. Modstanderen er trænet i at jagte netop det øjeblik, denne artikel handler om.

Mange ser boldkontrol som en pligtopgave, man træner væk med et par kegler. I virkeligheden er det det mest angrebne øjeblik i hele kampen.

Denne guide viser dig, hvorfor den første berøring begynder, før bolden er der. Den bygger de tre trin op frem til modstanderpres, sorterer, hvad der passer til hvilken alder, og peger på de fejl, du faktisk kan rette fra sidelinjen.

Derfor faldt tiden med bolden fra 2,9 til 0,9 sekunder

Det tyske fodboldforbund (DFB) skrev allerede i 2006 en sætning, som næsten ingen tager alvorligt i dag: Det gamle »stop, se, spil« er for længst forældet. I dag skal en angriber få kontrol over bolden på en brøkdel af et sekund, på meget lidt plads og mod modspillere, der aktivt forstyrrer.

Dengang lød det som retorik. Nu findes målingen. Den gennemsnitlige tid i boldbesiddelse per aktion for det tyske landshold var 2,9 sekunder ved VM i 2006. Ved VM i 2014 var den 0,9 sekunder.

Tre sekunder var engang nok til at tage imod bolden, løfte hovedet, se sig omkring og så beslutte sig. Et sekund er ikke. På et sekund sker den første berøring, og så er beslutningen allerede truffet. Den, der først begynder at tænke efter modtagelsen, kommer for sent.

For din træning betyder det noget ubehageligt. Tænk på den klassiske øvelse: Et barn tager i ro og mag imod bolden, kontrollerer den, kigger op og afleverer. Den situation findes ikke længere i kamp.

Boldkontrol begynder, før bolden er der

Nu kommer sætningen, der irriterer de fleste trænere. Den er godt dokumenteret: Over 50 procent af alle boldtab i fodbold er fejl i opfattelse eller beslutning, ikke fejl i bevægelsen.

Bolden springer væk, og alle kigger på foden. Men fejlen skete allerede to sekunder før.

Mekanismen bag er godt undersøgt. Topspillere drejer hele tiden hovedet for at orientere sig, før bolden kommer. En central midtbanespiller kigger sig i gennemsnit omkring 0,53 gange per sekund. I de ti sekunder, før han får bolden, ser han sig altså omkring cirka fem gange. Hos Xavi var det 0,83 gange per sekund, altså godt halvanden gang så ofte som gennemsnittet.

Det afgørende er dog ikke mængden, men timingen. Den, der drejer hovedet, mens bolden allerede er på vej, mister bolden af syne og skaber dermed selv modtagefejlen. Det rigtige er det omvendte: Se dig omkring, mens bolden stadig er hos afleveringsgiveren. Så ved spilleren allerede, hvor den første berøring skal gå hen, før bolden når ham.

Dermed er det også klart, hvorfor træneren, der kun retter foden, behandler symptomet. Teknikken afgør, om bolden ligger rent. Opfattelsen afgør, om den overhovedet kan ligge det rigtige sted.

Dribling eller boldkontrol? Forskellen i én sætning

Mange trænere blander de to sammen, og fejlen er forståelig, fordi begge dele er »noget med teknik og bold«. Forbundene skelner meget nøje mellem dem, og et blik på coachingpunkterne viser straks hvorfor.

Ved dribling lyder instruksen: tæt boldføring, en boldberøring per skridt, så mange berøringer som muligt. Ved boldkontrol lyder den: Læg allerede med den første berøring bolden i den ønskede retning, altså så få berøringer som muligt.

Det giver en formel, du kan huske:

Dribling betyder: Jeg har allerede bolden og vil have mange berøringer. Boldkontrol betyder: Bolden kommer, og jeg vil have så få som muligt.

Det schweiziske fodboldforbunds teknikkoncept tegner sammenhængen som et træ. Den første berøring er roden. Fra den vokser fire grene: dribling, aflevering, afslutning og hovedstød. Enhver teknisk handling begynder i dette ene øjeblik, og det afgør ofte allerede, om hele aktionen lykkes eller ej.

Denne artikel handler om roden. Vil du arbejde med grenen dribling, finder du øvelserne blandt driblingsøvelserne til U9, U10 og U11.

De to flader, der tæller i børnefodbold

Der cirkulerer oversigter med seks eller syv kontaktflader. Til børne- og ungdomsfodbold er det for meget. Så længe boldene kommer fladt, har du brug for to.

Indersiden. Spilleren tager imod bolden tæt ved standbenet. I den første berøring giver foden lidt efter, så bolden ikke springer ud igen. Tåspidsen løfter han lidt, ellers ruller bolden over foden eller hopper højt væk. Og det vigtigste: Han tager bolden væk fra modspilleren og ud i det frie rum i stedet for bare at stoppe den.

Ydersiden. Spilleren tager bolden med til siden, væk fra standbenet. Han vinkler foden indad, og tåspidsen peger opad. Den variant er let at kombinere med en kropsfinte, fordi kroppen alligevel allerede hælder mod den nye retning.

Dertil kommer tre punkter, der gælder for begge flader, og som det schweiziske forbund formulerer sådan:

• Stå på forfoden, så du kan handle hurtigt.
• Byg kropsspændingen op i tide, ikke først i kontakten.
• Tag bolden med i én flydende bevægelse, ikke i to skridt.

De 3 trin frem til modstanderpres

Træningsvidenskaben og forbundenes praksis siger det samme her, bare med andre ord. Spilleren lærer først bevægelsen. Så tilpasser han den til plads og tid. Og først til sidst skærmer han den mod en modstander. DFB formulerer det som en rækkefølge for valget af øvelser: uden modstander, så med modstander i undertal, så i spilform.

Den fejl, næsten alle begår, er at springe trin to over. Ti minutters afleveringer i par og så direkte ud i afslutningsspillet. Broen mangler.

Trin 1: Bevægelsen uden modstander

Bolden kommer, og den første berøring går i en bestemt retning. Ingen modstander, intet tidspres, men en klar opgave. DFB bruger et lille felt i midten, som spilleren løber ind i.

Coachingpunkterne er vigtigere end selve øvelsen:

• Tag øjenkontakt med afleveringsgiveren, når du løber ind i feltet, og kald på bolden i tide.
• Tag afleveringen med så direkte som muligt i den angivne bevægelsesretning.
• Efter boldkontrollen: Løft blikket fra bolden, orienter dig, og undgå spilleren, der kommer imod dig.

Det schweiziske forbund bygger hver øvelse op efter de samme tre skridt: start åbent, øv, konkurrer. Først må børnene prøve sig frem, så skærpes formen, og til sidst bliver det en konkurrence. Det koster dig ikke ekstra tid, det ordner bare de minutter, du alligevel har.

Trin 2: Plads og tid

Nu kommer der pres på, men stadig ingen modstander. Spilleren skal tage imod bolden i bevægelse, og den næste aktion venter allerede. Netop den bro mangler i det meste træning.

Øvelsen er så god, fordi spilleren ikke får nogen pause efter sin aflevering. Han skal straks tilbyde sig igen, straks orientere sig igen, straks bearbejde bolden igen. For at gøre det lettere starter du med kun én bold i det indre felt, så børnene forstår løbe- og afleveringsvejene.

Skal presset stige, hænger du en afslutning på. Og her kommer en regel, der sætter hele artiklen på spidsen: Direkte afslutninger er forbudt. Bolden skal altid tages med først.

Grunden til forbuddet mod direkte afslutninger er enkel: Ni ud af ti mål bliver scoret i straffesparksfeltet under stort tids- og modstanderpres. Der skal angriberen komme til afslutning med få berøringer. Den første berøring skal altså ske ind i bevægelsen, så den anden allerede kan være afslutningen. Det er præcis det, denne form træner.

Trin 3: Mod modstanderen

Først nu må en rigtig modspiller forstyrre. DFB bygger bevidst et overtal for angriberne ind, så teknikken ikke bryder sammen med det samme: 3 mod 1, 4 mod 2 og først senere den frie spilform.

Har du brug for flere varianter her, finder du dem blandt rondovarianterne til opvarmningen. Og har du kun en halv bane eller en lille hal, virker trinnene også der: fodboldtræning på lille plads.

Den trange plads regnes i øvrigt for en naturlig skole for den første berøring, og derfor bliver futsal så tit anbefalet. Det, der faktisk er dokumenteret, er boldfysikken: En futsalbold hopper kun 50 til 65 centimeter tilbage fra to meters faldhøjde, altså kun omkring en fjerdedel til en tredjedel af faldhøjden. Om det kan overføres direkte til fodbold, er til gengæld knap nok undersøgt. Mere om det i futsalguiden til fodboldtrænere.

Hvad der passer til hvilken alder

Det bliver interessant, når man lægger to dokumenter fra det tyske forbund ved siden af hinanden. I 2006 anbefalede DFB først at stabilisere boldkontrolteknikkerne systematisk fra U12/U13. Forbundets nuværende træningsenheder for U10/U11 kobler allerede boldkontrollen sammen med duellen: tag imod, og direkte ind i en mod en.

Modstanderpresset er altså siden 2006 rykket et helt alderstrin ned. Det er ingen modsigelse, det er en tilpasning til et spil, der er blevet hurtigere. For dig betyder det: Hvis dine U10/U11-spillere aldrig har haft en modstander i ryggen efter modtagelsen, er du bagud i forhold til, hvor træningen står i dag.

De hyppigste fejl, og hvordan du retter dem

Der er én fejl, der vejer tungere end alle andre, fordi den er tillært. Børn lærer meget ofte i fodbold at stoppe bolden død, til den ligger stille under foden, i stedet for at tage den med i spilleretningen med det samme. Har en spiller først indarbejdet det mønster, er en god første berøring svær at udvikle.

Det kan altså betale sig slet ikke at begynde på det.

Og i stedet for den sjette instruks: et spørgsmål. DFB leverer det med svar, og det virker bedre på børn end nogen forklaring:

»Hvorfor er det så vigtigt, at du tager bolden med ind i løbet?« For det første: Det er meget sværere for modstanderen at angribe bolden. For det andet: Modspillere, der kommer bagfra, når ikke frem i tide til at gribe ind.

Hvor meget må du overhovedet coache?

Her er alle kilder enige, på tværs af forbund og aldre: coach mindre.

DFB nævner det som et princip for børnefodbold, at påvirkning udefra skal holdes på et minimum, så børnene finder deres egne løsninger. Det bayerske fodboldforbund i Tyskland pålægger de voksne, der leder børnekampene, kun at coache i pauserne, ikke mens der spilles. Og et træningsark fra praksis siger det helt uden diplomati: ingen råberi, ingen coaching uden stop, ingen brølende trænere.

Hvorfor det er sådan, forklarede DFB nøgternt allerede i 2006: Trænerens monologer om den rigtige adfærd har kun begrænset effekt. Børnene kan følge dem et øjeblik, men gør dem ikke til deres egne. I den næste lignende situation falder de tilbage i det gamle mønster.

Tre redskaber virker i stedet:

1. Vis i stedet for at forklare. En bevægelse, du viser, siger mere end tre sætninger. Især ved den første berøring, hvor det handler om millimeter og timing.
2. Frys billedet. Du fryser situationen, alle bliver stående, og så forklarer spilleren, hvorfor han handlede, som han gjorde. Ikke dig.
3. Overkorriger ikke. Et barn kan omsætte ét punkt per øvelse, ikke fire. Vælg ét.

Hvad tallene faktisk siger

Der er et stærkt argument for teknisk træning, og det kommer fra den største tyske talentundersøgelse. Næsten 23.000 tolvårige blev testet, og omkring ni år senere så man på, hvem der faktisk var nået hele vejen. De tekniske færdigheder forudsagde den senere succes bedre end hurtigheden.

Og nu den del, som ingen andre skriver med: Den isolerede boldkontroltest fra samme undersøgelse havde kun en lille effekt. Driblingen og den samlede teknikscore var stærkere. Boldkontrol er altså ingen trylledrik. Den er en byggesten, hvis virkning først viser sig sammen med resten.

Tre punkter mere, hvor jeg vil være ærlig, fordi de står forkert i næsten hver eneste artikel om emnet:

Det berømte tal for boldberøringer er ikke dokumenteret. Overalt kan man læse, at en spiller får omkring 270 boldberøringer i 4 mod 4, men kun 22 i 11 mod 11. Tallet stammer fra en markedsrapport uden primærkilde. Den faktiske forskning er mere nuanceret: Det er ikke antallet af spillere, der driver berøringerne, men arealet per spiller.

Og berøringsbegrænsningen er ikke kun en teknikknap. Den øger deltagelsen, altså antallet af afleveringer per spiller. Men den øger samtidig antallet af fejlafleveringer og boldtab, og jo strammere begrænsningen er, desto mere. Under U14 koster en begrænsning til én berøring derfor mere, end den giver. Og den driver puls og laktat op, er altså også et konditionskrav. Hvorfor det udhuler den mest populære måde at skrue op for sværhedsgraden på i breddefodbold, kan du læse i de seks knapper til sværhedsgraden.

Og dokumentationen for teknikprogrammer er tynd. Næsten ingen har målt ordentligt, hvad et teknikprogram over nogle uger faktisk ændrer ved boldkontrollen. Det betyder ikke, at teknisk træning ikke virker. Det betyder, at ingen seriøst kan sige hvor meget.

Småbanespil er stadig rigtigt, og det er øvelserne ovenfor også. Kun begrundelsen ændrer sig. Det er ikke det opfundne tal, der gør dem rigtige, men den mindre bane: Der opstår flere situationer per spiller, hvor en første berøring overhovedet finder sted.

Sådan kan du se, at det virker

Teknisk træning har et vurderingsproblem: Det føles altid lidt bedre. Det er ikke nok. Tre ting kan du observere til hver træning uden at skulle købe noget som helst.

Tæl hoveddrejningerne. Vælg en spiller, og følg ham i ti sekunder, før han får bolden. Hvor tit drejer han hovedet? Topspillere kommer op på cirka fem blik i det vindue. Dine spillere starter sandsynligvis på nul eller et. Det er det tal, der ændrer sig først, længe før teknikken ser bedre ud.

Tæl berøringerne frem til næste aktion. I rondoen eller i en afleveringsøvelse: Hvor mange berøringer skal en spiller bruge mellem modtagelse og videre spil? Tre berøringer er et boldtab i slowmotion. Når tre bliver til to, er der sket noget.

Tæl boldtabene lige efter modtagelsen. Ikke alle boldtab, kun dem, hvor bolden springer fra foden ved den første berøring eller bliver liggende død. Skriv tallet ned i to træningskampe med seks ugers mellemrum.

Tjekliste til download

Et observationsskema, hvor du for hver spiller krydser af, hvilket af de 5 fejlbilleder han viser, med den passende korrektion ved siden af. Dertil de tre øvelser med mål og coachingpunkter, rondoen som tredje trin, aldersinddelingen og observationspunkterne som printvenlig PDF til lommen.

Din plan for de næste uger

Start i det små, ellers sker der ingenting. Indfør én eneste regel til næste træning: ingen direkte afslutning, ingen direkte aflevering, bolden bliver altid taget med først. Den regel alene får dødstoppene til at forsvinde, fordi den gør dem umulige.

Tag desuden ét eneste coachingpunkt med på banen: »Se dig omkring, mens bolden stadig er hos afleveringsgiveren.« Ikke bagefter.

Og byg så de tre trin op over ugerne. Først boldkontrolfeltet, uden modstander, til bevægelsen sidder. Så dobbeltfirkanten og afslutningen, så plads og tid bliver knap. Og først derefter rondoen, hvor to forsvarsspillere lurer på netop det øjeblik, det hele tiden har handlet om.

Når det sidder, ser du det i første omgang ikke på teknikken, men på noget andet: Dine spillere drejer hovedet, før bolden kommer. Derfra bliver modtagelsen næsten bedre af sig selv.

Og om det holder i kamp, viser ingen træning, men konkurrencen. Et stævne eller en cup er den ærligste prøve for en ny første berøring, fordi ingen tager hensyn der.