Forældre ved sidelinjen: god opførsel i børne- og ungdomsfodbold

Hvorfor sidelinjen afgør stævnedagen

Du står ved sidelinjen, dit barn har bolden, og et »Skyd nu!« slipper ud af dig, før du når at tænke dig om. Det kender alle fodboldforældre. På en almindelig kampdag med én kamp mærker man det knap. På en stævnedag hober det sig op: I stedet for én kamp er der fire eller fem, i stedet for de velkendte forældre fra klubben står der en broget blanding af fremmede voksne rundt om banen, og det stramme kampprogram gør alle nervøse.

Den største stressfaktor til et stævne er sjældent børnene, men de voksne. Højlydt coaching fra sidelinjen, diskussioner med dommeren og resultatpres tager fra børnene netop den spilleglæde, som børnefodbolden handler om. I Tyskland har fodboldforbundet (DFB) ligefrem lagt konkurrenceformerne i børnefodbolden om for spilleglædens skyld.

Et stævne skærper det af tre grunde. Børnene spiller flere korte kampe med kort pause imellem, så spændingen bygger sig op i stedet for at blive udløst. Forældrene kender knap hinanden, og den stille sammenligning mellem fremmede familier skruer tonen op. Og det stramme kampprogram gør enhver forsinkelse til et irritationsmoment. Den gode nyhed: Fire enkle regler er nok til, at sidelinjen hjælper børnene i stedet for at bremse dem. Denne artikel henvender sig til dig som forælder, og til sidst finder du en færdig skabelon, som en arrangør kan bruge til at sætte tonen for alle.

Heppe ja, coache nej

Den vigtigste regel først: heppe ja, coache nej. Klapsalver, at råbe navnet, et »bliv ved« efter en tabt duel – alt det bærer. Det er de taktiske anvisninger, der er problemet. »Gå til venstre«, »spil den af«, »bliv hjemme« kommer fra træneren, ikke fra sidelinjen.

Grunden er enkel. Et barn, der hører to stemmer på én gang, trænerens og farens, kan ikke længere træffe sin egen beslutning. Det fryser et øjeblik, og netop det sekund afgør ofte duellen. Børn lærer fodbold ved selv at bestemme og lave fejl undervejs. Den, der tager beslutningen fra dem udefra, tager også læringen fra dem.

En praktisk tommelfingerregel hjælper i kampens hede: Alt, hvad du også ville råbe til et barn på modstanderholdet, er i orden. Et »flot reddet« til en god redning, uanset hvilket hold, ja. En anvisning kun til dit eget barn, nej.

Forskellen bliver tydelig i de konkrete tilråb. »Godt kæmpet«, »bliv ved«, »flot aflevering« eller et enkelt klap hepper uden at styre. »Skyd«, »til venstre«, »tackl ham dog« eller »hvorfor spiller du ikke af« er derimod coaching og hører ikke hjemme ved sidelinjen. Mærker du, at en kommando ligger dig på tungen, så byt den ud med dit barns navn og et »kom så«. Det giver lige så meget opmuntring uden at tage beslutningen fra barnet.

Respekter dommeren

Mange kampe i børne- og ungdomsfodbold bliver ikke dømt af en erfaren dommer, men af en 15-årig, der lige har taget dommerkurset, eller af en frivillig træner fra klubben. Fejlkendelser hører med, og i løbet af en dag udligner de sig som regel. Den, der kommenterer dem højlydt, vinder intet og taber meget.

For her bliver forbilledeffekten synlig med det samme. Et barn, der ser sin far råbe ad dommeren, lærer, at sådan omgås man autoriteter. Og den unge dommer, der bliver råbt ad af ophidsede forældre efter sin tredje kamp, stopper ofte allerede i løbet af den første sæson. I Tyskland har fodboldforbundet (DFB) i årevis ledt med lys og lygte efter unge dommere. Hver gang nogen skælder ud fra sidelinjen, koster det på sigt breddefodbolden netop de dommere, som intet stævne kan afvikles uden.

Reglen er derfor enkel: Bliv rolig, og sig ingenting ved en fejlkendelse. Er der virkelig noget principielt galt, tager træneren det op efter kampen, ikke forælderen under kampen.

Det bliver sværere, når dit eget barn ærgrer sig over en fejlkendelse. Også her hjælper dit forbillede mere end nogen forklaring. Et roligt »ærgerligt, men dommeren ser heller ikke alt, spil bare videre« lærer barnet at håndtere uretfærdighed i stedet for at hænge fast i den. Netop den ro tager barnet med sig fra fodbolden ind i situationer, der ikke længere har noget med sport at gøre.

Resultatet er en bisag

I dansk børnefodbold, altså til og med U12, vises hverken resultater eller stillinger. DBU’s holdning er, at resultatformidling og tabeller ikke hører hjemme i børnefodbolden, og lokalunionerne omsætter den i praksis. For U7 og yngre bliver der slet ikke noteret resultater, og fra U8 til U12 bliver resultaterne tastet ind, men ikke vist. Det er ikke pylret, men et sportsligt valg: I den alder tæller det, at børnene får mange boldberøringer, udvikler glæde ved spillet og har lyst til at komme igen. Resultatet er en bisag. Først fra U13 er resultater og stillinger synlige.

For dig ved sidelinjen betyder det to ting. For det første: Spørg dit barn om det bedste øjeblik efter kampen, ikke om resultatet. Børn, der kun hører spørgsmålet om resultatet efter hver kamp, forbinder fodbold med præstationspres i stedet for med sjov, og presset kommer tidsnok af sig selv. For det andet: Klap ad alle børn, ikke kun ad dit eget hold. En god redning eller en flot aflevering fortjener klapsalver, uanset hvilken trøje målmanden har på. Det får hele sidelinjen til at slappe af, fordi det tager den stille konkurrence mellem forældrene ud af dagen.

Du er forbilledet

De tre regler ovenfor peger alle mod ét punkt: Du er forbilledet, om du vil det eller ej. Børn kigger oftere ind mod sidelinjen under kampen, end forældre tror, og de kopierer det, de ser dér. Den, der råber ad dommeren, opdrager til at råbe. Den, der går surt hen til bilen efter et nederlag, lærer barnet, at en tabt kamp ødelægger eftermiddagen.

Det virker lige så stærkt den anden vej. En forælder, der giver modstanderholdets børn hånden efter kampen, respekterer dommeren og kan lægge et nederlag bag sig, giver sit eget barn en model, der rækker langt ud over fodbolden. Det er den egentlige grund til, at sidelinjen betyder så meget mere, end det korte stævne lader ane.

Sæt tonen til stævnet: opslag og forældrebrev

Arrangerer du stævnet eller er du træner for holdet, har du et greb, som ingen enkelt forælder har: Du sætter reglerne, før den første bold ruller. Regler, der står i forældrebrevet på forhånd og hænger som lamineret opslag ved indgangen, virker bedre end enhver meddelelse over højttaleren, når stemningen allerede er vendt.

To byggesten er nok. For det første en sætning i invitationen eller informationsbrevet til forældrene, for eksempel: »For at dagen bliver god for alle børnene, beder vi jer ved sidelinjen om at heppe i stedet for at coache, om respekt for vores unge dommere og om klapsalver for gode aktioner fra begge hold.« For det andet et opslag med de fire regler, godt synligt ved indgangen og ved banerne. Planlægger du alligevel stævnet med et værktøj som AreaCopa, sætter du bare opslaget på materialelisten til stævnedagen.

Denne tekst kan du bruge direkte, laminere og hænge op:

Går en forælder alligevel over stregen gang på gang, er det ikke en sag for sidelinjen, men for en rolig snak væk fra banen. Hvordan du som træner griber det an uden at lade konflikten eskalere, står i guiden om svære forældre. Og hvordan du planlægger hele stævnedagen fra invitation til præmieoverrækkelse, viser tjeklisten til fodboldstævnet.